Når Resident Evil rammer plet
Som Grace Ashcroft bevæger du dig gennem mørke, klaustrofobiske gange, hvor hvert skridt føles forkert. Ammo er knap, tempoet er langsomt, og du er konstant ét fejltrin fra katastrofen.
Det er klassisk Resident Evil – men skarpere.
Leveldesignet er noget af det bedste, serien har set siden Resident Evil 4. Hospitalet fungerer som en moderne pendant til Spencer Mansion: en sammenhængende, levende struktur, hvor puzzles, genveje og låste døre hele tiden folder sig ud på tilfredsstillende vis.
Samtidig introducerer spillet nye mekanikker, der faktisk tilfører noget. Især “blood collector”-systemet giver et interessant risk/reward-lag, hvor du bruger fjenders blod til crafting – og dermed aktivt skal vælge, hvornår det kan betale sig at tage kampen.
Det hele spiller bare.
Og på PS5 Pro ser det fuldstændig vanvittigt ud. Lys, skygger og detaljer er i absolut topklasse og gør det her til det flotteste Resident Evil til dato.
To hovedpersoner – én styrke og én udfordring
Spillet er bygget op omkring to vidt forskellige oplevelser: Grace og Leon S. Kennedy.
Hvor Grace er sårbar, nervøs og taktisk, er Leon det stik modsatte: en erfaren actionmaskine, der sparker døre ind og rydder rum med alt fra shotguns til motorsave.
På papiret lyder det som en risikabel cocktail – men i spillets første halvdel fungerer det overraskende godt. Der er en fed kontrast i at opleve de samme områder fra to perspektiver: det, der var livsfarligt som Grace, bliver nærmest trivielt som Leon.
Det er en af spillets bedste idéer.
Når balancen tipper
Problemet er, at balancen ikke holder hele vejen.
Efter den fremragende første akt begynder Resident Evil Requiem gradvist at læne sig tungere over mod action. Leon fylder mere og mere, og det snigende horror-tempo bliver erstattet af rendyrket kamp.
Det er stadig underholdende – kampene er tunge, tilfredsstillende og teknisk imponerende – men det mister den nerve, der gjorde starten så speciel.
Hvor du før listede rundt og lyttede efter lyde bag vægge, ender du nu med at pløje gennem fjender i et tempo, der føles mere som Resident Evil 4 end klassisk survival horror.
Og det bliver en smule ensformigt.
Raccoon City – flot, men flad
Da spillet bevæger sig mod Raccoon City, ændrer det ikke kun tempo – men også stemning.
Byen er teknisk imponerende, men føles overraskende grå og anonym. Variation i både fjender og missioner falder, og det hele begynder at glide over i mere klassiske – og lidt forudsigelige – Resident Evil-troper: laboratorier, boss fights og store set pieces.
Der er stadig højdepunkter, men magien fra hospitalet er svær at finde igen.
Små detaljer, der gør en stor forskel
Det er dog vigtigt at sige: Resident Evil Requiem er stadig et ekstremt gennemført spil.
Fjenderne er blandt de mest interessante i serien til dato. De føles mere “menneskelige” i deres adfærd – nogle reagerer på lys, andre på lyd – hvilket skaber små, emergente øjeblikke, hvor du kan manipulere situationer i stedet for bare at skyde dig ud af dem.
Samtidig er der en imponerende detaljegrad i animationer og lyd. Små ting som måden karakterer håndterer våben på, eller hvordan lyde bevæger sig gennem vægge, giver en konstant følelse af realisme.
Det er den slags polish, Capcom er blevet kendt for.
Historien: Ambitiøs, men ujævn
Historien forsøger at binde fortid og nutid sammen – både gennem Grace og Leon – og der er klart ambitioner om at give serien en ny retning.
Nogle vil elske det. Andre vil synes, det halter.
Personligt savner jeg, at det hele hænger bedre sammen. Der er gode idéer og enkelte stærke øjeblikke, men også dele, der føles ufærdige eller ikke bliver udforsket nok.
Stadig svært at lægge fra sig
På trods af sine skævheder har spillet én afgørende kvalitet: det er svært at slippe.
Jeg spillede det færdigt i ét stræk. Ikke fordi det er perfekt – men fordi fundamentet er så stærkt, at man hele tiden lige skal se, hvad der sker som det næste.
Og det er i virkeligheden det vigtigste.
Konklusion
Resident Evil Requiem er et ambitiøst og imponerende spil, der kombinerer det bedste fra seriens to verdener – men ikke helt formår at balancere dem.
Det starter som noget nær et mesterværk, især i hospitalets intense horror, men mister lidt retning, når det bevæger sig over i mere rendyrket action.
Alligevel er det en oplevelse, der er svær at ignorere.
Det er måske ikke det bedste Resident Evil nogensinde – men det er uden tvivl det flotteste og et af de mest engagerende i nyere tid.
Karakter: 8/10
