De færreste køber efterhånden spil i fysisk form, og nøjes i stedet med at købe og downloade de digitale versioner. I takt med at spillene fylder mere og mere – ligesom opdateringerne bliver større og mere pladskrævende – er den indbyggede lagerplads i konsollerne blevet et problem. Det råder Microsoft nu lidt bod på, i deres nye sorte version af Xbox Series S.
Sort og dobbelt op på lagerplads
Den nye version af Xbox Series S ligner til forveksling den nuværende model, til trods for den sorte farve – den originale version er hvid. Hermed fås den billigere og let neddroslede version uden Blu-ray-drev altså i samme finish som den større Xbox Series X.
Farven er dog ikke den primære opgradering. Den hvide Xbox Series S er kun udstyret med 512 GB lagerplads. Men grundet styresystem og den nye smarte Quick Resume-funktion står man reelt kun tilbage med 364 GB, hvilket er meget lidt, når man tænker på, at moderne spil let kan fylde et sted mellem 50 – 100 GB stykket.
I den nye sorte udgave får du en hel terrabyte, som efter ofenstående data til Quick Resume og styresystem er trukket fra ender på omkring 800 GB til dine spil. Det er stadig i underkanten, hvis du spørger os, og det kan derfor endnu give god mening at købe et af de alt for dyre og proprietære udvidelseskort fra Seagate.
Kan købes nu
Heldigvis er prisen for den nye sorte Xbox Series S ikke så urimelig i forhold til den gamle model. Du kan allerede nu købe et eksemplar af den sorte Xbox Series S hos Elgiganten til 2.699 kroner. Den hvide model med den halve mængde lagerplads koster 2.399, så der er altså tale om en forskel på kun 300 kroner. Det er godkendt, om end den burde have haft 1 TB fra starten ligesom sin storebror.